Byggeerfaringer
Erfaringer omkring halmhuset i Novrup
Vi er færdige med byggeriet af halmhuset. Det er gået godt, men det er langt fra nogen selvfølge, at det går sådan. Jeg vil derfor skrive lidt om de erfaringer, der har ført os hertil.
Det skal dog lige nævnes, at vi er på sidste løntrin og havde et gældfrit hus at sælge, så vi er nok mere privilegerede end mange unge.
Før man går i gang
Det er vigtigt, at begge parter i et forhold er enige i, at man vil i gang med at bygge et halmhus. Virkeligt enige!
Vores børn er voksne, så dem har vi ikke skulle tænke på. Forsømmer man børnene? Og snyder man sig selv for nogen harmoniske børneår?
Drøft igennem hvem der vil stå for hvad, og undervejs skal der lyttes, når partneren er ved at køre fast. Vi har indrettet os sådan, at Susanne står for alt madlavning/rengøring, have og malerarbejde. Jeg står for resten.
Find ud af om der er råd til at være arbejdsfri i en periode. Det slider på arbejdsindsatsen i det lønnede job, for man tænker hele tiden på husbyggeriet. Kan arbejdsforholdet holde til det? Kan du?
Jeg havde orlov i 3 måneder og derefter 7 ugers ferie. Det var skønt at kunne koncentrere sig om byggeriet.
Jeg har holdt mange ”byggemøder” når jeg gerne ville sove. Hjernen vil bare ikke koble fra.
Brug aftenerne foran computeren, og gennemlæs alt hvad du kan finde om halmhuse. Det er en guldgrube til at få ideer og høre om andres erfaringer.
Kontakt folk der er i gang, og spørg om I må komme og bygge med en weekend eller en eftermiddag. Er der en god kemi kan man jo komme igen og deltage i forskellige stadier af byggeriet og opnå byggeerfaring fra hele byggeriet.
Det er vores erfaring at halmbyggere bliver overrendt af interesserede søndagsgæster, og at førstnævnte selvfølgelig synes, det er særdeles generende at bruge 4 timer hver weekend på at vise velmenende folk rundt.
Til gengæld har vi altid mødt velvilje, når vi ringede og spurgte, om vi måtte arbejde med en formiddag for at få erfaring til vores kommende byggeri. En flaske rødvin til afsked gør også altid lykke.
Vores hus ligger skjult og vi har bedt den lokale presse om at vente med omtale, til huset er færdigt, så vi har ikke været voldsomt generet. Landsbyens indbyggere har været på besøg, og det har været fint at få sagt goddag på den måde.
Under hele denne proces er det vigtigt, at man tegner på sit drømmehus. Vi har haft mange ideer oppe og vende. Er begyndt forfra mange gange og det tror jeg er sundt for det endelige resultat.
Vi har fra begyndelsen brugt en erfaren halmbygger som sparringspartner (Kalleballebyg) og det har været rigtig godt.
Når man skal i gang
Efter vi havde besluttet, at vi ville bygge et halmhus, fandt vi et velbeliggende billigt hus, hvor der kunne skilles en god stor grund fra.
En ruin eller brandtomt er også velegnet, da man så slipper for vandtilslutningsafgift, kloakafgift, eltilslutning, anlæg af vej og får en del store træer forærende.
Nå, vi tog på rådhuset og fik en forhåndsgodkendelse på udstykningen, fik kikket på, hvordan planerne for området var og fik et møde med ham, der skulle behandle byggesagen, for at lodde hans holdning til et sådant byggeri.
Vi var heldige. Han blev ikke afskrækket og bad os komme igen når vi havde nogle skitser og materialeforslag.
Så vi holdt et møde med ham og vores ingeniør, inden byggeansøgningen blev afsendt. Det betød at vores byggeansøgning gik ret let igennem - bortset fra at man besluttede at sende projektet til nabohøring, hvad der er unormalt i byzone. Det tog selvfølgelig tid, men ellers gav det ikke problemer.
Byggeansøgningen behøver ikke at være udfærdiget af en arkitekt.
Tegn huset fra alle sider på et ternet papir i størrelsesforholdet 1:50, få fat på et matrikelkort over grunden og placer huset med afstande til skel.
Beskriv husets materialer og angiv isoleringsevne. Tag det hele med på rådhuset og spørg, hvad der mangler.
Højst sandsynligt skal der også nogle styrkeberegninger til, og dem fik jeg så lavet hos en konstruktør/ingeniør for 3-4000 kroner.
Byg i etaper og gør en etape færdig af gangen. Byg så småt som muligt og flyt ind. Man kan altid siden bygge en gæstehytte, udhus og hvad man ellers har brug for.
Vores 200 m2 kunne sagtens være skåret ned med 50 m2, og det ville have været en stor lettelse.
Vi planlagde byggeriet så alt under jord skulle være klaret om efteråret, så vi kunne starte foråret med at støbe gulv og rejse spær. På den måde kunne vi bygge med halm og ler i de lune og tørre måneder og få lukket af.
Når man er i gang
Følg byggetilladelsens bestemmelser. Gør man det ikke kan man få store problemer - om ikke andet når man engang skal sælge. Selv om bestemmelserne kan være besværlige, er de jo lavet ud fra mange års erfaringer.
F.eks havde vi ikke jord i alle vores stikkontakter og sikkerhedsstyrelsen udtrækker hver tiende hus til syn. Heldigvis var der jord med rundt, så det var kun 40 nye stikkontakter der skulle skiftes. Desuden skal der være mindst 4 stikkontakter i hvert værelse og ellers en pr 4m2 så i de store rum skulle vi have flere stikkontakter
Indkøb
Vi lavede en aftale med en trælasthandel på 10% på alt hvad vi købte. (Vi skulle nok have haft 20% på træ), og så har vi fået væsentlig mere rabat, når vi købte store mængder. Indhent tilbud på større mængder fra to leverandører.
Jeg har brugt Den blå avis flittigt og gjort rigtig mange fund.
Snak med boligforeninger om de har større renoveringer. Her kan man få udmærkede døre, vinduer mm for en kasse øl eller nogle kroner til festkassen.
Værktøj
Jeg har været rigtig glad for en boremaskine af håndværkermodel med 2 batterier. Den holder, og især holder den strømmen meget længere end 200 kroners modellerne.
En afkorter med teleskoparm har også været til stor hjælp. Jeg fik en tennisalbue af at sømme, og så hjalp en sømpistol godt.
Man kan også leje alverdens værktøj, hvilket kan være meget tidsbesparende, men desværre ret dyrt.
En gammel rendegraver eller mindst en traktor med frontlæsser kan være en fornuftig investering, som jo kan sælges igen, når man er færdig. 170 m3 blåmuslinger skal man altså ikke køre på plads med en trillebø
Jeg har konsekvent købt skruer tork 25 hvilket sparer mange irriterende skift af bits.
Tidspres
Før vi gik i gang havde jeg lavet en tidsplan, som holdt meget godt.
Så solgte vi vores hus pr. 1/2. Indtil da havde jeg haft følelsen af, at byggeriet gik godt fremad og ikke følt stress. Men pludselig var der en skæringsdato, der skulle overholdes, og det gav stress og meget mindre arbejdsglæde.
Nu var jeg pludselig bagud hele tiden!
Penge
Vi havde lavet et realistisk budget, men valgte undervejs nogle mere luksusbetonede løsninger og hyrede en håndværker mere, end vi havde regnet med.
At have håndværkere på besøg det koster også, selvom vi ikke blev snydt - så rådet er: Gør så meget du selv kan og få hjælp af venner til resten. En generel erfaring blandt halmbyggere er, at det er dyrere at bygge end forventet.
Fejl
Vi er vilde med huset undtagen lydisoleringen mellem etagerne. Gips, 200 mm reglar med bløde skumbånd ovenpå for at tage lyd og 35 mm Dinesen gulvbrædder og herimellem isoleret med ålegræs er ikke godt nok.
Vi håber ikke ovenstående skræmmer nogen fra at bygge alternativt for det modsatte har været meningen. Vi sidder i et færdigt hus og er meget glade for at vi tog springet. Glæden ved at have udfordret sig selv og fuldført er stor.
Hjælp
Er der nogen der overvejer at bygge et halmhus er I meget velkomne til at besøge os eller ringe. 40 54 59 73